Britannia III - der anvendes i dette verdensrekordforsøg er specialbygget til formålet af Woodvale Ltd. Den er bygget til oceankaproning med 8-12prs. ombord og adskiller sig på flere områder fra tidligere anvendte ocean robåde (Woodvale Pairs - beskrevet nedenfor):
- 6 ropladser til én-åres roning/sweep frem for de mindre sculling årer anvendt ved 2-åres roning.
- 1 Sænkekøl og 2 sænkesværd.
- 2 ballast tanke med mulighed for vejrafhængig ballast frem for forseglede ballastdunke.
- Auto-pilot navigation.
- Fuld carbon/kevlar vægtoptimeret konstruktion frem for marine finér.
- Kan roes med enten bigblades eller macon årer.
- Båden måler 40fod i længden og 6 fod i bredden.
- Vægten er ca. 400kg ulastet.
Båden roes non-stop fra start til slut af 6 roere i 2-timers skift i døgnet rundt.
Der er sovepladser til 7 fordelt på bådens 2 kahytter. 2 af sovepladserne er stikkøjer ind under dæk fra forstævn og agter, og ligger i højde med vandlinjen. Øvrige pladser er i højde med bådens dæk.
Bådens agterkahyt (den hvide ende) kan virke meget stor og klodset med er dimensioneret således for at bibeholde bådtypens selvvendende egenskaber ved en evt. kæntring.
Alt udstyr og proviant medbringes fra start på lige fod med øvrige deltagere i Atlantic Ocean Rowing Race. Der vil være 3 følgebåde til rådighed for hele feltet, men modtages der hjælp fra disse eller andre fartøjer falder status fra uassisteret til assisteret oceanroning, og en rekord vil da ikke kunne anerkendes som uassisteret. Er uheldet ude må sikkerhed og helbred naturligvis prioriteres før en rekord.
Woodvale Pairs er bygget i vandfast krydsfiner forstærket med fibervæv. Bådtypen blev tegnet tilbage i 1995 og er den mest succesfulde oceanrobåd. Til dato er der produceret 65 Voodvale Pairs, som tilsammen har krydset et ocean (Atlanterhavet, Stillehavet eller Indiske Ocean) 81 gange.
Bådtypen er udstyret med to dobbeltriggede ropladse. I agterenden af båden er der en lille kahyt med plads til op til 2 besætningsmedlemmer. I stævnen og under dæk er der vandtætte rum til diverse forsyninger og udstyr. Kahytten er forsynet med to vandtætte luger, en indgangsluge fra siderummet og en toplue. Udover ventilation giver topluen også mulighed for at komme til roret samt evt. at udlægge drivanker. Båden er konstrueret med en dobbeltbund og med korrekt ballast er båden selvvendende ved kæntring og kan delvist selv tømme sig for vand. I tilfælde af at båden må ligge underdrejet i uvejr, vil båden lægge sig med agterenden op mod vind og bølger, hvorved risiko for at båden skulle vælte rundt i bølger mindskes.
Den samlede vægt skal holdes så lav som muligt. Samtidig skal Ocean Pilgrimage medbringe mad, reservedele og nødudstyr til at klare såvel dagligdag som krise situationer. |