Dagbog d. 19 feb.Tiden er fløjet afsted siden vi for 8 dage siden satte benene på fast grund igen. For bare en uge siden fik vi besked over satellit telefonen at vores hjemrejse var booket til fredag, 3 dage senere. Vi var tæt på mål og mærkede afslutningen af vores lange og udfordrende tur inden for rækkevidde. Nu var det et spørgsmål om få dage og timer før fast grund, familie og ferskvand i rigelige mængder ville møde os igen.
De sidste dage bød på udfordringer i lighed med turens øvrige døgn. Vi blev ramt af lokale tidevands strømninger og farten faldt over 2 timer til en fjerdeldel af vores normale hastighed gennem flere dage. Uanset hvor meget vi hev og sled i årerne, flyttede båden sig uendeligt langsomt. Mange teorier blev diskuteret og undersøgt. Havde vi noget hængende på kølen? Var vi alle blevet uendeligt trætte og uduelige? Var roret viklet ind i noget? Og sidst men ikke mindst havde Commander Dave engang set et program om en fiskeart der kunne gyde milliarder af æg på skroget af langsomtgående skibe på kort tid og derved gøre skibet tungt og langsomt i vandet. Det lykkedes os at afværge Dave i at springe i vandet om natten for at undersøge sin fiskeægs teori. Overraskelsen var dog ikke stor blandt os andre, da han ingen fiskeæg fandt. Vi bakkede båden, kiggede ned omkring roret og langs siderne mod bunden. Der var intet mærkeligt at se nogen steder. Vandet virkede hurtigt men førte ikke båden med sig. Altså sad vi fast i strøm der gik enten på tværs eller mod os. Målstregen virkede længere og længere væk. Ud på den sidste nat mellem onsdag og torsdag slap strømmen os, og vi mærkede en tiltagende hjælp på hastigheden. En enorm lettelse for os alle. Det var igen til at se hjem til enden af turen.
En varm og overvældende heltemodtagelse kom os i møde 4 timer fra land. Motorbåde med venner og familie til vores holdkammerater, smukke sejlbåde og nysgerrige, lokale indbyggere i deres små og meget store både fulgte os ind til land. Langt om længe kunne vi endelig kaste fortøjningen på land igen. Bobby fik æren af at være første mand fra borde som anerkendelse af, at han nu endelig lykkedes i sit 3. forsøg på at ro over et ocean. Det var da også en meget lykkelig og lettet Bobby der steg i land, og mødte sin mindst lige så lettede kone, Irene. Efter Bobby fulgte vi andre som lemminger over en afgrund. Det var dog noget af en overraskende oplevelse at sætte ben på jorden, og tage de første skridt i 38 dage. Benene var som gelé og balancen som midt i en galoperende brandert. Vi blev forsynet med mad og drikke - juice, cola og burgere og alt virkede lidt som en drøm. Tøjleverancen fra La Gomera via Lindas venner i London var glippet, så vi havde hvad vi stod og gik i og ikke andet. Overnatning skulle vi også lige finde os. Så efter en skøn tur i poolen, lidt mad og registrering hos myndighederne slentrede vi i slingrekurs på gelében op ad vejen og ind på det første hotel vi mødte - Port St. Charles. Vi blev hurtigt og meget venligt indlogeret i en skøn lejlighed med havneudsigt til båd, turkis vand og palmer. Vi blev fejret til endnu en reception samme aften og faldt derefter om i en længe ventet over-size seng med rene lagner.
Hjemrejsen blev lidt kompliceret af et aflyst fly pga. et vulkanudbrud længere nord på blandt de caribiske øer. Forsinkelsen betød at vi alligevel nåede at fejre holdkammerat Neil og hans bryllup med sin Louise på Almond Beach. En festlig afslutning på en stor oplevelse.
Søndag lykkedes det os så endelig at komme hjem til dansk jord igen. Det var en meget overvældende velkomst der mødte os i Kastrup hvor venner, familie og kolleger var mødt talstærkt op trods vores forsinkede ankomst. En festlig aften med mad og drikke i rigelige mængder - alt hvad vi havde drømt om på de lange, mørke nat pas bag årerne.
En stor tak skal lyde til vores forældre for deres store arbejde med at arrangere en festlig modtagelse af os, til Kristen der koordinerede alle rejser der bragte os ud og hjem, til Ulrik for hans store arbejde med udvikling af denne side og med at modtage nyt fra os på båden og gøre historien tilgængelig for Jer alle her på hjemmesiden. Tak for tanker, beskeder og opmuntring før, under og efter vores lange tur. For opbakning fra kolleger, arbejdsgivere og samarbejdspartnere. I har alle været med til at gøre dette eventyr muligt for os og gøre oplevelsen endnu større. Vi håber, at vores historie kan motivere dig til at drømme og gøre dine drømme levende.
Vi har taget hul på hverdagen her hjemme med job og pligter igen. Kroppen har det godt, og selv om vi er trætte, nyder vi alligevel at kunne cykle til arbejde igen, tage trapperne, genoptage træningen så småt og handle friske varer ind til et godt måltid efter en helt almindelig dag.
Har du lyst til at høre mere om vores oplevelser, kommer vi gerne ud og fortæller i kort eller lang version. Du kan også støtte Hjerteforeningen og kampagnen "Elsk hjertet" ved at booke et foredrag om turen hos os, da vi har doneret honoraret fra 5 foredrag til denne kampagne.

Dagbog d. 11. feb. Lise, Allan og resten af besætningen fra Britannia III er i mål! Det sidste døgn er blevet brugt på at ro uden om Barbados - destinationen Port St. Charles ligger på vestsiden af øen. Den sidste dag bød endelig på de mange naturoplevelser, som beskrevet af løbsledelsen - Doradofisk, pelikaner og andre fugle, en sværdfisk og en tun der sprang, vi glæder os til at se billederne. De sidste 5 timer blev holdet fulgt af lokale både til havnen, hvor en reception af familiemedlemmer,venner og bekendte tog imod dem. Holdet er slidte og mange har småskader. Alle har tabt sig og er blevet godt brankede af solen. Alligevel var Lise ikke til at skyde igennem, da hun ringede her til aften. Efter at have fået fast land under fødderne, et bad, noget ordentlig mad og en tur i poolen, var stemningen høj. Nu står den på officiel velkomst reception i aften, hvor holdet skal mæske sig i øl, rom og lækker mad. Den endelige tid blev 38 dage, 11 timer og 7 minutter og selvom det ikke er en absolut rekord, er det alligevel den hurtigste mixtid nogensinde. Stort tillykke med den store præstation, vi glæder os til at se jer allesammen i Kastrup!

Dagbog d. 10. feb. 90 sømil igen - nu er målet næsten nået. Desværre ikke tids nok til at slå rekorden, men efter omstændighederne en rigtig flot præstation. Holdet har været udsat for næsten alle tænkelige udfordringer ud over det sportslige - underkapacitet på solcellerne med en masse uheldeige følger, watermaker nedbrud, kompas nedbrud, autopilot nedbrud og selvfølgelig vejret; ikke optimale betingelser, når det er et rekordforsøg.
Lise og Allan vil gerne hurtigt hjem, så det bliver ikke til meget afslapning på Barbados. Der er bestilt flybilletter, fra Bridgetown, Barbados på fredag, så Lise og Allan lander i Kastrup på lørdag kl 11.30.
Lise og Allans forældre vil være værter på en velkomst reception, som efter modtagelsen i lufthavnen vil finde sted i lokaler tæt på.
Stemningen i båden er på sit højeste og alle er glade og jubler over at målet er i sigte. 'Vi regner ikke med at tage på arbejde før tirsdag eller onsdag i næste uge', lyder det kækt fra Allan og Lise.

Dagbog d. 3. feb. Da Lise ringede hjem var det til larmen fra autopiloten og watermakeren. Tingene virker!
Nu er den gode medvind endelig kommet og holdet tilbagelægger omkring 75 sømil om dagen. Løbsledelsen vil stadig ikke opdatere Britannia IIIs mål til Barbados, Port St. Charles, så den tilbageværende distance er misvisende. Ifølge Google Earth er der ca. 120 sømil kortere end angivet. Det vil sige, at holdet i skrivende stund er lige omkring 500 sømil mærket og der er under en uge igen.
Allans og Lises rovagtshold har givet hinanden navne - Allans hold hedder 'Team ALPHA' og er de seriøse; her bliver roet og ikke så meget andet! Lises hold hedder 'The Jamaican Bob Sleigh Team' og de pjatter og hygger en del mere. 'Det er underligt at der kan opstå sådan en opdeling ombord, når man bor og arbejder klods op af hinanden', siger Lise
Lise mener at et realistisk bud, er at de er fremme den 10., hvor et hotel i den bedre ende er i vente - en fortjent luksus.
Lise er blevet interviewet af en journalist fra Nordjyske.dk, via sattelittelefonen, mere herom senere. Ohøj :)

Dagbog d. 31. jan. Jep. Så gik watermakeren også. Dette må siges at være en pilgrimsrejse med snart enhver tænkelig prøvelse på vejen. I går stoppede watermakeren pludselig efter ellers uforstyrret drift. Den ophobede tryk i filteret og var umulig at få i gang igen. Uden den er det game over. Efter 4 nrevepirrende timer med hotline til Schenker - Jim (installatør), skift af filter og komplet afmontering af hele systemet lykkedes det endelig vores skibs-handyman Neil at få filteret i drift igen. Lettelsen var stor. Alternative forsyningsmuligheder var diskuteret i mellemtiden, men ikke mange forbipasserende vil være i stand til at supplere en 12 mands besætning med vand til 10-12 dage. Hurra for Neil!
Vejret er endelig ved at vende til vores fordel og vi ser lige nu sø og vind dreje om til at hjælpe os øst på direkte mod Barbados. Søen rejser sig i 4-6m dønninger og vi nyder endelig at få lidt fart i skibet. På nuværende tidspunkt ser vi ud til at nå frem til Port St. Charles på Barbados d. 10. Feb eller tidligt d. 11. Med tiltagende assaitance fra vejret kan vi i bedste fald nå frem d. 9. Feb og med evt. yderligere tekniske uheld strækker vinduet sig frem til d. 12. Feb. Vi gør dog vores yderste for at få Neil frem til sit eget bryllup kl. 11 denne dag. Vi tilbagelægger lige nu 6-7sømil pr. vagt døgnet rundt og dermed ca. 75sømil i snit i døgnet. Jagten er sat ind på tidligst mulig landgang og alle trænger - ud over bad og renovering - til at sætte benene på landjorden og genvinde søvn og energi. Efter et par hårde uger med vanskeligt vejrlig og mange tekniske problemer og frustrationer føles det som om vi har lært både hinanden og båden at kende. Vi arbejder forskelligt på de to vagthold og det er interessant at se hvordan to grupper med samme mål og bogstaveligt i samme båd kan udfolde sig og fungere så forskelligt. Det lette her om bord er roningen. At håndtere alle de menneskelige facetter vi har repræsenteret her og oplever i ualmindelig høj konsig lige centration er en langt vanskeligere opgave. Læring og indsigt for livet, som en pilgrimsrejse må være.
Det er i disse dage ved at gå op for os at den eventyr vi har talt om så længe realiserer sig lige nu. Det er ikke længere bare noget vi taler om, men noget vi faktisk GøR. Det er en stor og god følelse jeg ville ønske mange enten kender eller får lov at opleve i fremtiden.
Vi glæder os meget til at gense jer alle hjemme og er utrolig glade for den opbakning og interesse vi mærker helt her ude. På svære dage er det beskeder hjemme fra der gør forskellen så vi får smilet frem igen. Vi regner med at vende hjem hurtigst muligt efter landgang. Nærmere herom snarest. Beskeder kan sendes til os på bloggen på www.Atlantic12.com hvor vi dagligt modtager up date fra via skipper Ian Couch.
/Lise

Dagbog d. 29 jan. De sidste tre dage har været hårde - der har været overskyet og alligevel ligger temperaturen på dækket på over 40 grader. I kahytten er der ligeledes meget varmt, hvor temperaturen er tæt på de 35. Selvom der er meget varmt, er der stadig overskyet. Det har betydning for strømmen om bord og prioriteten er at køre så meget på watermakeren som muligt. Dermed er der ikke strøm til at starte computeren for at hente/sende mails; der er mulighed for tænde computeren i næste uge. Det er muligt at sende en besked til Lise, Allan og resten af holdet via holdets officielle hjemmeside (klik på 'Make a comment'). Hilsener skrevet her, bliver dagligt læst op for mandskabet. På nuværende tidspunkt er holdet 140 sømil efter den stående rekord og da usigten til bedre vejr er tvivlsom, ser muligheden for at slå rekorden ikke lovende ud. Skippers beregninger siger at holdet er i mål den 11. om formiddagen. Det passer lige med at Neil kan nå sit bryllup den 12. 'Vi skulle jo gerne nå i mål, så han kan få et ordentlig bad, inden han skal giftes', griner Lise.
Ude på båden går tankerne og imellem robådskulleret, hvor der ingen privatliv findes, tænker Lis højlydt: 'Nu gør vi det sgu! Det er er enormt forløsende at have ført ord til handling og til dem der sidder derhjemme med planer om at kaste sig ud i et projekt, som de har drømt om at føre ud i livet, vil jeg bare sige: Det er bare om at få det gjort'.
Selvom båden har haft mange skavanker og defekter undervejs, er Lise og Allan alligevel taknemmelige for at være med på en stor båd, som alt andet lige, er mere stabil i dårligt vejr.
'Vi glæder os meget til at gense famile og venner', siger Lise.
En stor tak fra Lise og Allan til alle der følger med.

Dagbog d. 25. jan. For et par dage siden gav den hydrauliske autopilot op. Heldigvis havdet holdet en 'ny' reserve med, som det viste sig ikke var ny... Da den blev sluttet til var det med en øredøvende larm! At ro videre med den var tortur og som Lise sagde 'jeg var villig til at aflyse projektet for at slippe for den larm'. Den nye og defekte autopilot blev koblet fra og i stedet var holdet nød til at styre udelukkede ved brug af årene. Det var selvfølgelig ikke en holdbar løsning og en reparation blev sat igang. Det lykkedes ikke at fikse den første dag og det var umiligt at arbejde på den om natten. Da det blev lyst igen dagen efter, kunne reperationsarbejdet fortsætte og endelig blev autopiloten sat til igen og fungerer nu som den skal.
Men; uheldene var ikke ovre... For at optimere vægtfordelingen i båden besluttetede skipper at der skulle lastes om. Uheldigvis betød det at der kom til at ligge noget magnetisk ved siden af kompasset. 'Endnu en rookie fejl, som ikke burde kunne ske' siger Lise. Kompasset var heldigvis ikke gået i stykker, men det skulle kallibreres igen. Vind har der desværre heller ikke været meget af og med ren overarm, er det svært at nå mere end 70 sømil om dagen. Det dårlige vejr og de to uheld har tilsammen kostet noget tid og det har selvfølgelig påvirket moralen lidt. 'Til tider føles det lidt som om at alt der kan gå galt, vil gå galt', siger Lise.
Nu er der gået nogle dage siden uheldene og i mellemtiden er holdet kommer over halvvejs-punktet. Det har igen givet et moral boost og optimismen er kommet tilbage på holdet. 'Det hjælper at sætte sig delmål, så nu går vi efter at komme under 1000 sømil'. En stående joke på holdet er: 'det bliver nok bedre om 3 dage'; et motto som holdet har levet efter nærmest siden start. Ovenstående lyder surt og træls, men Lise lød glad i telefonen - mange hilsner fra søen :)

Dagbog d. 23. jan. Har ramt tradewinds og de hjælper os i sydvestlig til vestlig retning med strøm, sø og vind. Båden flytter sig dog ikke som forventet, og vi skal arbejde hårdt for at få den op på bare 5knob/t. Hjælpen kan dog mærkes og farten er generelt sat op. Autopiloten gik desværre fra hinanden i dag to gange og der blev brugt lang tid på reparation og vanskelig styreing ved årerne alene i de 4-5m søgang vi har. Særligt nætterne får havet og vores færd til at føles som en ørkenvandring. Stjernerne står klat med Orion, Cassioppeia og Karlsvognen over os hver nat, men den uendelige bølgebevægelse får landskabet til at minde mest af alt om en ørken.  Tankerne går mod hjemme og gensyn vi glæder os til. Vi holder os vågne om natten ved at tænke på den friske frugt vi skal svælge os i efter mål, rindende drikkevand, brusebade, rene lagner og toilet med skyl. Det bliver det rene svir!  

Dagbog d. 21. jan. 'Ten minutes!' Sådan starter dagen gerne her kl. 8 eller 6. 10min efter skifter vi én efter en med det trætte hold ved årerne, og tager hul på vores første 2 timer. Sådan fortsætter rutinen døgnet rundt og slutter med et befriende 'Change'. Om formiddagen er der forskellige vedligeholds opgaver til afgående vagthold. Finde mad frem til dagen, rense solpaneler og fylde vanddunke til roende hold. Når solen står højest kl. 11-14 og batterierne lader mest muligt køres vandfilteret af 2 mand i 2-4timer forskudt over to vagthold. Vi fliltrerer dagligt ca. 50liter vand til mad og drikke. Farten må sænkes i båden når filteret køres af hensyn til at undgå luft i indtaget. Ellers går hver off-vagt med at spise og sove. Det bliver til ca. 5 timers søvn fordelt på 4-5 pauser. Det kan godt mærkes i længden og vi er derfor glade for i dag at have rundet halvvejen på 1379sømil. Om det tidsmæssigt er halvejen må tiden vise. Sidste halvdel af ruten går traditionelt hurtigere end første for de tidligere rekordtagere. Intet er dog traditionelt i år, så vi får se.

Dagbog d. 20. jan. En kort opdatering fra Lise, da telefonen mangler strøm. Der er fortsat meget varmt og relativt vindstille. Det er ikke optimalt i forhold til rekordforsøget, som netop nu er sakket agterud i forhold til den stående rekord. Da La Mondiale satte rekorden i 2007, fik de bedre vejr på nuværende tidspunkt i løbet. Det er altså fortsat op til vejrguderne om rekorden skal slåes. I mangel på medvind forsøger holdet at presse lidt ekstra på intensiteten, men passer samtidig på ikke at overanstrenge sig selv. Alle ombord er pt. skadefri og har det godt; 'jo jo, bagdelen er øm og hænderne er lidt medtagede, men det er jo kun som forventelig', siger Lise
Det er stadig uvist om 1000 sømil rekorden er slået. Hvis rekorden gælder 1000 roede sømil i alt, er den hjemme. Hvis det derimod gælder 1000 sømil mod mål, så er rekorden ikke slået.
Det store samtaleemne er forsat hvilken slags luksus der er i vente på Barbados - frisk frugt og anden lækker mad, en ordentlig seng og et varmt bad.
Asbjørn Hansen fra Nordjyske.dk vil prøve at få et telefoninterview på plads og derefter bringe en artikel i avisen. Skulle som altid hilse mange gange :)

Dagbog d. 19. jan. Kære Ocean Venner! Vi er godt vej over Atlanten nu. Det er en oplevelse for livet, vi har det godt og passer på hianden. Bølger, sol, mørke, mennesker omkring - alt påvirker os på forskellig vis. Allan og jeg sætter takten som stroke på hvert sit vagthold og har forsøger at holde højt tempo frem mod et fortsat forsøg på at nå rekorden. Lige nu ser det dog ud til en ETA om ca. 20 dage til ny destination pga. stort lavtryk over hele Atlanten. Land er land, om det så starter med A eller B, så vi skærer os gennem bløgerne nat og dag for at nå målet. Der skal lidt ekstra fart og medvind til hvis det skal lykkes, men alt er stadig muligt.
Følg med på hjemmesiden.
Ohøj!
Lise og Allan

Dagbog d. 17. jan. Da Lise ringede fra Britannia III var det til larmen af den hydrauliske autopilot. Holdet har nu 1711 sømil tilbage til Bridgetown, Barbados og i skrivende stund har der været vindstille i to dage. Det har betydet, at de er blevet indhentet af den gamle rekord. Med den nuværende fart vil holdet nå i mål på ca. 36 dage. Det vil altså kræve at vejrguderne forbarmer sig, hvis rekorden skal slåes.
Lise og Allan har det godt og humøret er højt - også selvom de får lige i underkanten af mad og vand. Alle får den samme ration, uanset fysisk størrelse; det er måske ikke den fysiologiske korrekte måde at dele på, men det sikrer at der ikke opstår splid på den konto. 'Vi er ikke nervøse for at vi nok skal komme godt igennem det, men det kan godt være at vi ender med at have tabt et par kilo mere end planlagt' siger Lise med et smil i stemmen. Netop dette demonstrerer at Lise og Allan har stort overskud rent mentalt og det hjælper til at skabe en god stemning på båden.
Der er meget varmt derude og af den grund er nattevagterne de mest behagelige for tiden. For første gang har Lises hold roet længere end Allans hold - 'nu har vi lært at ro' griner Lise. Den interne konkurrence mellem de to hold startede lidt som en sjov gimmick, men har efterhånden udviklet sig til en hård konkurrence. I realiteten betyder det at båden går lidt stærkere end før, men det er samtidig lidt på bekostning af stemningen om bord. 'Det kan undertiden være lidt at et galehus med 12 mennesker på så lidt plads ude midt i ingenting', siger Lise. Det har ikke været muligt at få ladet computeren op derude, hvorfor Lise og Allan ikke kan svare på mails lige nu. Det er muligt at sende sms beskeder til Iridium'en
Skulle hilse mange gange fra Lise og Allan og sige, at det er et sejt og benhårdt løb med mange uforudsete udfordringer, men at familie og venner ikke skal være nervøse :)

Dagbog d. 14. jan. Så er der nyheder fra Atlanten igen - som hidtil; både gode og dårlige... Der er en orkan på vej over Atlanten og for at undgå denne, bliver de nød til at søge endnu mere sydpå. Det betyder samtidig, at ruten må lægges om og målet bliver flyttet fra Antigua til Barbados, som tidligere har været mål for Atlanterhavsture. Den gode nyhed i dette er, at løbsledelsen har godkendt denne rute som gyldig i rekordforsøget. Lise siger kækt 'det er vi sådan set ligeglade med; vi har hverken set Antigua eller Barbados'.
Der sker mange uforudsigelige ting i dette løb og det præger stemningen ombord.
Allan har overtaget stroke tjansen på sit hold - Allan holder ganske enkelt en mere stabil rytme.
Med hensyn den fornøjelige afveksling som Ventegodt skriver om, svarer Lise 'tjo... det er lidt så som så med det fantastiske dyreliv, som beskrevet af løbsledelsen. Første dag så vi en hval springe tæt på båden, anden dag så vi en skilpadde og siden hen er det blevet til en orange kasse, en europalle og en hvid plastikkop'.
Humor er en god ting og den er stadig i behold derude. Lise og Allan har det fortsat godt og klør på i første omgang for at nå de 1000 sømil på under 15 dage. Holdet har nu roet 727 sømil og er kommet forbi 2000 sømil mærket. La Mondiale, som er navnet på den båd der har den stående rekord, havde på daværende tidspunk i løbet ikke roet nær så langt som Britannia III. Forhåbenlig arter vejret og båden sig snart til det bedre, så de kan komme i mål i en ny rekordtid! Hilsen fra Allan og Lise.

Dagbog d. 12. jan. 'I en tid, hvor det mere og mere bliver almindeligt at tillbringe sin Fritid med at fare i Bil henad støvfyldte Landevejde i samme forjagede Tempo, i hviklet det moderne Samfund tvinger Menneskene til at arbejde, kunde det maaske være paa sin Plads at henlede Opmærksomheden paa en Idrætsgren, Langtursroning. der giver sin Dyrker Maximum af frisk Luft og Motion samtidig med, at den bringer én paa Tomandshaand med Naturen, og det tilmed paa en yderst fornøjelig og afvekslende maade'. Sådan indleder Niels Ventegodt sin bog 'Under Vikinge Standeren' fra 1927. Niels Ventegodt var datidens ekstremroer og han har roet talrige vilde roture, bl.a. en tur fra Olso til Skagen og krydset den Engelske Kanal. Lise synes at det lød godt med denne intro på dagens dagbog. Så bliver det spændende at høre om Lise og Allan stadig synes om tomandshånd med naturen og fornøjeligheden og afvekslingen er ligeså idyllerisk, som Ventegodt beskriver det i sin bog.
Der har forsat været problemer med batterierne og dermed også vandforsyningen og det de selvfølgelig noget frustrerede over ude i båden. Båden burde nok have været testet mere under realistiske forhold. En overgang stod det så slemt til, at de rent faktisk overvejede at indstille rekordforsøget. Nu skinner solen og batteriet kører igen og hele besætningen er endnu engang mætte og glade. Kampgejsten er tilbage og holdet har fundet ud af de er inde for rækkevidde af at kunne sætte en delrekord - hurtigste 1000 sømil. Den nuværende rekord er 15 dage og hvis der ikke kommer flere batterisvigt, burde det være sikkert som amen i kirken!
Lise og Allan er ved at finde sig godt tilpads med den vekslende døgnrytme og 'nu kører det bare derudaf!', siger Lise. De ror i øjeblikket i en kraftig medvind med ca. 6 meter høje bølger, så Atlanterhavet er bestemt ikke fladt.
Det sidste æble er netop blevet spist; delt i 10 lige store stykker. Det er naturligt at snakke om mad på sådan en tur, hvor menuen står på frysetørret mad, chokolade og kiks. Lise ønsker sig for eksempel allermest en pose appelsiner lige nu. I den interne konkurrence mellem Allan og Lise, ser det ud til at forskellen er ved at udligne sig lidt, men det er ikke slut med at opfinde nye konkurrencer. Holdet har lige sat nyt tophastighed, mens der sidder en på spanden - 6,8 knob. Der er sikkert mulighed for at forbedre denne flere gange inden de når i mål.
Slut for nu, mange hilsener fra Allan og Lise.

Dagbog d. 10. jan. Lise ringede med nyt. De har haft mindre vind end forudset og har derfor ikke tilbagelagt så mange sømil, som planlagt. Oven i det har der været overskyet i flere dage, hvilket har betydet at solcellerne har stået næsten stille. Det har igen betydet at watermakeren har kørt meget langsomt og derfor har de været nød til at rationere vandet til 1½ liter pr. person om dagen. Det er på ingen måde nok til at kunne køre på fuld blus. Bådens vandreservoir er kun på 55 liter, hvilket også er i underkanten. Det er ikke truende for dem, men det betyder, at de i øjeblikket ikke har optimale betingelser, når det er et rekordforsøg.
'Det har været en hård første uge' siger Lise - båden og mandskabet har døjet med en del børnesygdomme, men hodlet har fundet rutiner til at overkomme de fleste af dem. Det er få ting, der skal til at slå mandskabet ud af kurs og når der rationeres, bliver folk irritable og indelukkede. I dag kom solen endelig tilbage og dermed kunne watermakeren igen køre på fuld blus og stemningen er vendt igen. Folk er mætte og glade igen.
I morgen ventes vinden at tiltage, så de kan få et ordentlig skub. Allans hold fører fortsat den lille interne dyst, men vinder ikke længere alle pasene. Enkelte gange er det Lises hold, som hiver flest sømil hjem. Vi krydser fingre for at den kraftige østenvind kommer som planlagt. Skulle hilse mange gange fra Lise og Allan.

Dagbog d. 7. jan. Så er der nyt fra Lise og Allan; igen kl. 22 via Iridium'en. 'De første 48 timer kan jeg ikke huske, de har været en lang tåge af søsyghed, hvor jeg bare tænke, at når jeg engang er igennem det her, så bliver alting godt' var Lises ord her til aften. Søsygen har fortaget sig og de har det godt. Lise lød træt efter hendes pas var overstået, men også lykkelig over at søsygen er overstået.
Lise og Allan ror med pulsmåler og sørger for at ro med en intensitet på 60-70%, hvilket er lige under grænsen, hvor kroppen vil begynde at nedbryde sig selv. 'Vi skal jo passe godt på os selv, selvom det ikke kan kaldes ektremsport med så lav intensitet', lyder det fra Lise. Det er vi nu flere herhjemme, som ikke er helt enige i :)
Kursen er fortsat sydlig og holdet har bevæget sig 268 sømil siden start. De har valgt at følge denne rute en dags tid mere, da der blæser en god kraftig medvind på 25 knob fra nord. Ifølge vejrudsigten, skulle vinden begynde at dreje over i øst og når det sker vil de følge med på den direkte kurs mod Antigua.
Lise og Allan er kommet på hver deres rovagt og som en lille sjov konkurrence holder de styr på, hvis hold der flytter båden mest. Foreløblig fører Allans hold. Så humøret er højt og der er overskud til at grine og lege. Mange hilsener fra Atlanten.

Dagbog d. 5. jan. Lise ringede via Iridium satellittelefonen kl. 22 med en kort opdatering. Britannia III blev sendt afsted 8½ time tidligere end resten af feltet. Planen var til at starte med at ro mod syd en halv dags tid og derefter at begynde at dreje mod vest. Det skulle desværre vise sig meget svært, da en kraftig vind blæste fra vest og det blev vurderet for hårdt at ro lige på. I stedet valgte holdet at søge længere mod syd, men måtte til gengæld døje med sidesø og 3-4 meter høje bølger. Det har betydet at de ikke kunne komme nær så skarpt mod Antigua som de gerne ville, men det betaler sig forhåbentlig i længden, da vinden ser mere gunstig ud syd på.
Holdets skipper Ian Couch er tidligere rokammerat med løbsledelsens Simon Chalk, som holder dem godt opdaterede via radio - Lise viste præcist hvordan feltet tog sig ud. Stemningen på båden er i top og de skyder en god fart. I skrivende stund, har holdet roet 120 sømil fra San Sebastian, La Gomera, men kun bevæget sig 32 sømil mod English Habor, Antigua. Det skyldes naturligvis at de har valgt en meget sydlig kurs, for at få mere fordelagtigt vejr. I de nærmeste dage, vil vi med stor sandsynlighed se flotte tal, når de får drejet båden ind på en mere direkte kurs. På havet er det ikke altid den lige vej, som er den hurtigste.
Lise og Allan døjer lidt med søsyge og især på nattevagten kan det være slemt. Heldigvis ser det ud til, at de allerede er begyndt at blive mere søstærke og symptomerne aftager langsomt. Der meldes desuden om masser af vabler i hænderne, som det hører sig til på denne slags projekter. Det hærder og stålsætter! Mange hilsner til alle, som følger med i rekordforsøget.

Dagbog d. 3. jan. Så kom endelig dagen hvor en endelig start blev fast sat! På denne begivenheds sidste morgen-vejrmøde blev det endeligt fastsat at strat for feltet er i morgen d. 4. Jan kl. 13.30 mens vi i Atlantic 12 starter kl. 05.30 i morgen lokal tid (kl. 06.30 dansk tid). Vores tidligere start skal forklares ved tidevands fordelen idet vi opnår kraftigere medstrøm ved at gå ud på dette tidspunkt i lavvandet for området syd om San Sebastian. Holdet har de sidste dage slidt lidt med forkølelser, maveonder og små-influenzaer bragt med hjemme fra koldere himmelstrøg og venligst cirkuleret indenfor egne rækker her. En ikke uventet situation. Vi er alle næsten på fuld kraft igen, og efter vores 4-timers mørke-roning i går er vi tunet ind på den nu nært forestående begivenhed. Min krop sejler døgnet rundt igen, så det er tegn for mig at jeg er ved at klar på alle tænkelige måder til at kunne fungere på Atlanten.
Vejret de næste dage tegner til medvind eller let nord-østlig retning med 10-20knots vindstyrke. Bølgeretning kommer der i mod fra nordvestlig retning de første 800sømil ned til Kap Verde, hvilket betyder sidesø med 2-4m bølgehøje. Stort set sikker opskrift på søsyge. Vejrforholdene har ikke set så gode ud som nu, i hele den periode vi har været her. Så søsygen tager vi med i købet og takker vejrguderne for muligheden for at komme afsted langt om længe. For første gang siden november ses der nu også tendens til den normale vestlige bølgeretning med de østlige tradewinds, og vi håber denne tendens vil forstærkes, til vi når let sydvest for Kap Verde. Ellers må vi leve med den sidesø der lige nu er udsigt til for hele strækningen – 30dage eller mere.
Vi glæder os uendeligt meget til at komme afsted. Samtidig opstår der et lille tomrum i hjerne og krop. Et sug i maven og øjeblikkelig aktivering af adrenalinpumpen. Det er faktisk NU det sker. Det er NU vi lægger fra land uden vej tilbage(med mindre liv eller lemmer står på spil), og det er NU alle forberedelser skal stå sin prøve. Det er lidt af en afgrund at kast sig ud over med fuldt overlæg og åbne øjne.
Dette vil blive det sidste landbaserede dagbogs afsnit. Herefter foregår al kommunikation via satelittelefon, idet omfang vi har mulighed for det fra båden for tid, signal og strømforbrug. Du kan følge vores track på www.atlanticrowingrace09.com og følge med i nyheder og begivenheder under vejs her på siden. Tak for opbakning og interesse, det er en stor motivation for os i denne isolerede verden vi nu for alvor begiver os ud i.    

Dagbog Nytårsdag 2010. Ventetiden har ramt os igen. Vejret ændrer sig konstant omkring disse øer lige nu, og såvel feltet som vi selv har fået udsat starten til hhv.d. 4. og 5. Jan. Et stort lavtryk bevæger sig lige nu nord om øerne og trækker en hale af forandringer med sig de kommende dage. Tirsdag d. 5. Jan. er lige nu vores bedste bud på start, men vi står fra i morgen klar til afgang, hvis noget skulle ændre sig positivt for os. Den vigtigste strækning for os at passere lige nu er de første 2-300sømil syd for La Gomera. Herefter ser vind og strøm ud til at have stabiliseret sig som det bør på denne årstid med god nordøsten vind. 
Nytårsaften blev for vores vedkommende passeret med behersket ro. Der var fest og musik i byen til den lyse morgen, hvilket havde sin effekt på vores nattesøvn i båden. Ingen af os havde forventet at skulle fejre Nytår andre steder end midt på Atlanten, og der var derfor ikke den store feststemning over holdet. Nytårsaften er for mig også altid en dag til eftertanke. Jeg tænker over hvad det sidste år er gået med. Om der var noget jeg ikke nåede, noget jeg lærte særligt meget af, nogen jeg ikke fik set nok. Kort sagt, hvad gik godt og skidt, hvad kan jeg gøre bedre i det nye år? Det sidste års arbejde med projektet her fyldte naturligvis en del i de tanker i flere sammenhænge, og vil sikkert også gøre det til næste Nytår, som tiden er fremskreden nu.
Det føles som David mod Goliath at følge med mentalt lige nu. At bevare ro og overblik og holde fokus. Vi har måttet omstille os utallige gange den sidste måned fra først at være opsat på start fra sidst i november, til at tolerere udsættelse af starten uden definitivt endepunkt. Blot for til sidst at måtte vende hjem og redde de økonomiske vragdele og omstille os til at genoptage job og hverdag hjemme på ubestemt tid inklusiv en Jul med familien. På 48 timer var vi afsted igen akkurart som aftalt, sat op til ”Go!” og skarpe i blikket. Frustrationen og overraskelsen over at blive holdt hen af vejr og skipper igen er derfor næsten ikke til at tackle. Derud over må vi se i øjnene, at vi har engageret os med en organisation der i flere tifælde desværre ikke har levet op til hverken aftaler, almindelig forretningsførelse, forventninger eller deres egne idealer. Der er derfor sparet en del ærgerlige oplevelser med ledelsen op for hele flådens vedkommende, og stemningen hernede er lige nu meget præget af spændinger i alle retninger. Vi forsøger at filtrere de negative følelser og tanker fra og få ting snakket igennem, så vi tager fra land med rent bord. Når først starten er gået vil alle stemninger blive kogt ned i uendeligt høje koncentrationer, og lige nu er der ingredienser til lidt for mange retter.
Rent menneskeligt er det utroligt spændende at træde et skridt ud af sig selv, og se på hvad der sker både i og omkring os selv. Følelser, frustrationer, lig i lasten, uafsluttede konflikter. Luften dirrer. Et af de emner der vil ramme os derude er det faktum, at der ingen vej er tilbage. Du kan ikke komme væk. Eneste løsning er at tage fat og ro videre. Sådan er det også i mindre omfang her på land. Alle roere her har forpligtet sig højt økonomisk til denne udfordring, og løber vi nu, så er det for egen regning. For manges vedkommende er der derfor allerede nu ingen vej tilbage, selv om vejen frem slet ikke er begyndt. Interresant at iagttage, hvordan forskellige mennesker inkl. os selv tackler dette forskelligt. 
Set i det lidt større perspektiv kunne vi jo faktisk sidde og fordrive ventetiden værre steder end dette. En måned – december f.eks. - på havnen ved Langelinie, i Berlin eller Vladivodstok?

Dagbog d. 30. dec. Tirsdag d. 29. Dec gik turen igen afsted her til La Gomera mhp en start på vores rekordforsøg i løbet af et par døgn. Vi drog afsted med spænding og måtte indse første hurdle var at flyet fra Kbh. var så forsinket, at vi ikke nåede færgen fra Los Christianos til La Gomera denne dag. Vi tog os en billig overnatning på en pension og holdt Juleferie for en aften. Næste dag sprang vi op og pakkede os klar til færgen. Fik dog en pludselig indskydelse, at vi da lige kunne høre om der var noget vigtigt vi skulle deltage i med holdet i dag? Adspurgt hos Skipper var  er ganske rigtigt desværre ikke noget særligt vi skulle skynde os der over for, så vi besluttede at brug dagens krudt på at bestige Spaniens højeste punkt – vulkanen Teide på 3.711m – i stedet. Vi fandt os endelig en transportmulighed. Ikke en udlejningsbil eller tur-bus var til at opdrive midt i højsæsonen på Tenerife, så netop som vi var ved at opgive kom Allan på Taxi-muligheden. Vi fik forhandlet en meget fornuftig pris inkl. ventetid på toppen med den unge chauffør og var straks på vej. Tak for julegaven svigermor!
 Det blev en fantastisk tur i flot, klart vejr og vi nød at komme op og trave igen, selv om højderne også er lig med bidende kulde. En skøn måde at få det bedste ud af den obligatoriske ventetid, der efterhånden kendetegner dette foretagende.
Kl.19.30 var vi endelig retur på La Gomera og blev varmt modtaget af de allerede fremmødte holdkammerater. Vi flyttede ind på Britannia (båden) igen og indtog de efterhånden vante pladser hhv. gulvpladsen og stikkøjen i agterkahytten (alias campingvognen grundet formen).

Mandag d. 28. dec. Spændingen stiger. I morgen er der afgang igen mod et nyt forsøg på at komme afsted på det efterhånden meget længe ventede ocean forsøg. Vi letter fra Kastrup kl. 12 og er på La Gomera ca. kl. 18 med færgen fra Tenerife. Vi glæder os til at gense holdkammerater og båd, og håber meget at det er lykkedes alle at vende tilbage trods den forskudte tidsplan. Hvor fokus for 3 uger siden lå på selve præstationen – at ro over oceanet – så har det for de sidste par uger ligget på bare at få startet. Jeg tror det er meget sundt for os at blive mindet om, at det er Moder Natur laver reglerne her. Det er meget muligt vi har en plan, men absolut ikke sikkert den kan gennemføres uden en vis grad tilpasning. Moderne mennesker i dag ønsker ofte kontrol og kontrollerede forhold omkring sig. En vis orden må der til. Kommer noget på tværs – et snefnug eller et regnskyl – så er verden straks af lave! Jeg tror vi alle har godt af at blive mindet om, at der er uendeligt mange ting her i livet og vores verden, som vi har uendeligt lidt kontrol over. Et barn kommer til verden når det vil det. Det spiser, sover og græder når det vil det, og ingen kan gøre stort for at lave om på det, eller vide hvornår den tilstand ændrer sig. Vejret er som vinden blæser, og ingen ved heller hvornår det præcis ændrer sig. Vi kan blot se til og fylde vores ventetid, om man vil, med noget andet meningsfyldt end det vi måske lige havde tænkt. Nordens folk fra Grønland, Island og Færøerne har gennem århundreder levet efter disse vilkår. Er vejret til det, kan der fiskes, jages og arbejdes, er det ikke, så må man gøre noget andet. Det danske samfund har efterhånden indrettet sig således at vi tror vejret er en faktor, som vi ikke behøver at forholde os til i dagligdagen. Med mindre da vi lige skal cykle til arbejde eller på Juleferie med DSB. Måske vi kunne lære lidt af vores nordiske naboer så flere kunne få bedre oplevelser med natur og udeliv også i Danmark? 

Den præcise startdato fastsættes inden for de næste par dage. Så følg med her på siden. Nu går det snart løs!

Lørdag d. 26. dec. Om det er det årlige julebesøg i kirken, der har skabt kortere kommando vej til vejrguderne vides ikke. Ikke desto mindre ser et vejrvindue lige nu ud til at åbne sig for os omkring d. 30-31dec/1. jan. Det betyder at vi på Britannia III holdet er kaldt til fremmøde på La Gomera d.28-29 for at gøre os klar til start. De næste dage vil vise hvor godt og stort vinduet viser sig at udvikle sig til.

Julen er netop overstået og fejret med familien her hjemme. Julegaverne var egentlig udvekslet i november inden vores første afgang. Små pakker havde alligevel fundet vej under træet, og blandt dem var pakken og brevet fra Nikoline, vores danske søfarende naboer i havnen i San Sebastian. Pakken indeholdt 2 dyrebare skatte – to flotte strand skaller fra Nikolines samling. De aller flotteste i samlingen er jeg sikker på. Brevet indeholdt en meget flot tegning af hele Nikolines familie ombord på deres gode skib ”Camilla” på vej over Atlanten. Jeg håber vi når frem til at følges ud af havnen med Dannebrog blidt bølgende i vinden fra hele to skibe. At holde hvid Jul med den nærmeste familie præcis i år var en uventet, kærkommen oplevelse men også fyldt med blandede følelser. En dedikeret stund med familien er en uvurderlig gave, og for mig essensen af det at holde Jul. Når det så kommer til gaverne, bliver oplevelsen straks mere kommerciel og knapt så essentiel, om end grundtanken – at give til dem du holder af, er så hjertevarm og fin som intet andet. Julekataloger og storcentre har blot for længst sat sit altoverskyggende præg på denne del af Juletraditionerne. En tegning og en strandskal udvalgt med et varmt hjerte vil dog altid slå Magasins udvalg med længder for mig.
Duften af gran, and og glögg blandet med de levende lys på træet, raslen af gavepapir og utallige ”næææh, Ih altså” Det er da alt for meget!” blev i år også iblandet et imaginært strejf af bølgeskvulp mod bådskroget, smagen af saltvand og lyden af åregangen. Vel lidt som at sidde i kirken og tænke på kroen, eller omvendt om man vil… Tankerne flød over mod den Jul vi havde forventet i år, og havde vi siddet i båden, var tankerne helt sikkert gået hjem mod den Jul vi så havde siddet og savnet. Vanens magt.
Ventetiden er svær for os. Som de multi-atleter vi er, higer kroppen efter en brage energi af på en tur i skoven på MTB eller en langtur på rulleskiene. Men vi skal passe på kroppen og for enhver pris undgå skader eller uheld lige nu. Allan er pga. forsinkelsen allerede presset i sin træningskalender frem mod Ironman i Frankfurt 2010, da vi ikke kan være sikre på, at kroppen er klar til træning umiddelbart efter hjemkomst fra Atlanten.
Lige nu samler tankerne sig igen om de næste dage og udsigten til en længe ventet start. Et ekstra kilo julesul har sat sig belejligt i vores spinkle depoter, og vi er mentalt klar til den udfordring vi nu har fokuseret på meget længe. Lad os SÅ få lettet anker! Følg med de næste dage for nærmere info om afgang og start.

Tirsdag 22. dec. Vejret bliver fulgt meget nøje i disse dage, time for time. En del større systemer passerer Atlanten fra vest i disse og de næste dage. Umiddelbart ser det ikke ud til favorable forhold frem til d. 29.dec. Vi afventer specialist udtalelser i morgen mhp. blik ind i prognoserne for vejret 5-10 dage frem. Vi glæder os til en Jul med familien her hjemme, men havde også set meget frem til en ganske særlig Jul på Atlanten. Nærmere ang. afrejse og start følger de kommende dage.

Glædelig Jul

Mandag d. 21. dec. Dagene væk fra La Gomera, båden og holdet har givet plads til at reflektere over indhold og rammer for det projekt vi har involveret os i, samt de erfaringer vi på nuværende tidspunkt har gjort os med det. Det usædvanlige vejr har haft afgørende betydning for at projektet har fået et ganske andet omfang og tidsperspektiv end først antaget. En kendsgerning der har konsekvenser for os alle ift. familie, økonomi og job.

Der har været mange udfordringer i arbejdet med klargøringen af båden, der ved ankomst til La Gomera ikke var helt så klar til start som lovet og forventet. Beslutningstagningen omkring opgaver og planlægning har ikke altid været optimal, og meget er gjort væsentligt anderledes end jeg selv ville have tænkt og gjort. Faktum er bare, at vi nu er en del af et hold, der er udset til at indlede et rekordforsøg i år. Den opgave må vi forsøge at løse. Mit gamle mantra om til hver en tid at få det bedste ud af kortene på hånden, er i høj grad aktuelt for vores eget, og for holdets vedkommende. Båden er bygget til at sætte rekord, men er ude af stand til at så meget som at flytte sig fra havnen uden den besætning vi er en del af. En besætning der er sammensat af 12 meget forskellige mennesker med vidt forskellige kvalifikationer. Nogen kan ro, andre kan noget andet. Skipper Ian Couch og hans First Mate Lee Fudge skal til sammen guide os gennem udfordringen, men også de har deres debut i disse roller. Deres personlige motivation er at få succes med dette projekt, for derefter om muligt at gentage et lignende projekt over andre have senere. Ian Couch og Simon Chalk, indehaver af Woodvale Ltd. er venner fra deres tur over Indiske Ocean i historiens første ocean 8’er i foråret 2009. Deres nye, indbyrdes roller som forretningspartnere ift. vores 12-mands båd har derfor til tider været en udfordring, når de begge forsøger både at opretholde venskab, og at stille krav til hinandens del i opgaven. Vi har alle fået hver vores erfaringer gennem det indledende arbejde, noget kan gøres om, andet er vi nødt til at tage med i købet. Når alle faktorer er summeret op i dette projekt, står vi til sidst med en bunke risici. Risiko for at fejle, risiko for at gå glip af en enestående oplevelse og bedrift, risiko for at miste penge, risiko for at skuffe, risiko for ikke at leve op til egne eller andres forventninger, risiko for at få mén på krop og sjæl og risiko for at have lyst til flere eventyr af samme skuffe. Nogen vejer for, andre imod. At træffe et valg betyder altid et samtidigt fravalg. Ikke alt er optimalt i dette projekt, set med mine øjne og den erfaring jeg har fra arbejdet med eget solo-projekt. Holdet kunne være stærkere, båden kunne være bedre testet og mere gennemtænkt, og vi kunne måske stå stærkere sammen med en mere erfaren leder. Måske ikke. Erfaringerne vi har fået med os fra det indledende arbejde, er vi nødt til at tage højde for, og vurdere om vi fortsat har mod til at indgå i projektet med de risici, vi kan se det indebærer med det givne udgangspunkt. Vejret er ikke stort anderledes end for en uge siden, og tidshorisonten for vores start er derfor endnu uklar. Seneste mulige afgang fra La Gomera ift. myndigheder og vejr-sæson, er d. 14. feb. 2010. Alle tidspunkter mellem Jul og 14. feb. er derfor i teorien en mulighed for, at vi kaldes til start med 48timers varsel. Rent praktisk vil det dog være utroligt vanskeligt for os alle at stå stand-by så længe ift. job og økonomi, og i denne yderste konsekvens må vi forvente at hele grundlaget for såvel vores rekordforsøg som gennemføringen af kaproningen for det samlede felt vil være så spinkelt og reduceret, at en aflysning af dette års løb er en mulighed. En situation vi naturligvis ikke ønsker os, men er nødt til at tage med i overvejelserne som tiden går, og vejr og vind ikke ændrer sig synderligt i den positive retning. VI håber det bedste og venter i spænding på morgendagens vejrudsigt. Vi ønsker os altså stadig et stabilt højtryk over Azorerne, ocean kilometer for hjertet og en solid nordøsten vind over La Gomera.

Med ønsket om en Glædelig Jul til Jer alle.

Torsdag d. 17. dec. I sandhed en kontrast rent vejrmæssigt, at være på de hjemlige breddegrader igen! Sne på gader og veje, og kulde så 4 lag tøj kun lige klarer opgaven at opretholde hensigtsmæssig kropstemperatur. Vi holder nøje øje med udviklingen i vejret fra flere kilder bl.a. www.passageweather.com - direkte link til Nordatlanten her på siden. Der kan lige nu øjnes en tendens til ændring i vindretning efter d. 25. dec. De næste 3 dage vil vise om ændringerne er brugbare til en start for os, eller om vinduet er for snævert. La Gomera er i dag blevet ramt at et system med vind op til 30knots/s eller kraftig stormstyrke fra vest. Flere systemer følger de kommende dage for lige nu at trække længere nord på. Fortsætter den udvikling, ser der ud til at blive plads til den længe ventede normalisering af nord-østen vinden omkring og syd for de Kanariske øer.
Træningen fortsætter her hjemme, og mine dage går lige nu i de støvede, men meget ordentlige arkiver om dagen for senere at afløses af et par svedige timers træning. Tiden skal stadig bruges konstruktivt på træning, optimering af kropsvægt/vægtøgning samt ikke mindst den mentale forberedelse i smalt og bredt perspektiv.

Onsdag d. 16. dec. Pyha for en drøj tur! Ikke så meget færge- og flyveturen fra La Gomera over Tenerife til København i går, men mere cykelturen hjem gennem Københavns snedækkende gader her til aften. En skøn skøn kontrast dog, at komme hjem til kølig, frisk luft, sneens lyddæmpende effekt på byens lyde og juletræer af gran med varmt lysende julebelysning. Palmer og blinkende plastik sne-ranker go home…
Dagen i går gik med sidste oprydning og pakning på båden samt foreløbig afsked og udveksling af juleønsker og symbolske gaver med vores sejlende, danske naboer i havnen – Rikke, Allen og de to piger Nikoline og Marie. Nikoline overrakte os med stor forventningsglæde en julegave og et brev hun helt selv havde lavet. Det glæder vi os meget til at åbne til Jul. Hvad kan det mon være? Et medbragt jule-marcipan brød tiltænkt en kort jule-stund på Atlanten blev vores julegave til vores jordomsejlende naboer gennem de sidste 3 uger. Vi håber at vejret vender til den positive side, så vi kan nå tilbage og stå ud af havnen i fællesskab med familien ombord på det gode skib Camilla.
Hverdagen har meldt sig, og vi har begge fået mulighed for at vende tilbage til job med kort varsel. Mit ellers vante job på brystkirurgisk afd. på Rigshospitalet er dog udlånt til en vikar, og jeg har derfor i stedet fået lov til at arbejde med arkivering og journaloplysninger i min kollega Ninas forskningsprojekt. Tænk engang at tilbringe december i Rigets arkiv! Hvad mon Risarkivet rummer af mysterier, små væsner og juleeventyr i morgen? Allan er tilbage med vant værktøj i hænderne hos Helmer Christiansen, og vi er begge meget taknemmelige for glædeligt gensyn med kolleger og at møde så stor fleksibilitet og forståelse fra både arbejdsgivere og kolleger. Tak.
En nat i egen stillestående seng, med lun dyne, et varmt brusebad og frisk mælk fra køleskabet var en nærmest guddommelig oplevelse at vende hjem til. De 3 uger på La Gomera har været givtige på mange områder, fascinerende, frustrerende, oplysende, tankevækkende og en omvæltning på rigtig mange måder. Den sidste uges overnatning på båden i havnen var meget lærerig ift. at kunne sove i de bevægelige og snævre omgivelser. Båden er fuld af lyde. Vandets rislen langs skroget, sænkesværdenes lette klapren i vandet, autopilotens konstante, mekaniske justering ved bådens bevægelser i vandet, knirken, vind og puslen fra holdkammeraterne i kahytten. Det bliver en udfordring at få den gode hvile i den tætpakkede båd, så det er en god fornemmelse at have trænet oplevelsen og gennemgået hvilke små ændringer vi hver især kan have brug for. Det føles forkert at være hjemme igen på dette uventede tidspunkt af året, og dog er det skønt med en effektiv afveksling til de lange, afventende dage på havnen i San Sebastian.
De næste dage indtil afgang efter Jul skal bruges til at optimere træningen igen, lægge et kilo mere på depoterne og få mental struktur på opgaven som den har formet sig. At vente, ude afstand til at ændre årsagen til ventetiden, er en stressende oplevelse på linie med uendelige bilkøer. Vi kan i denne situation blot vente på at vejret normaliserer sig, konstant holde øje med en forsvarlig overhalings mulighed og gøre alt der står i vores magt for at optimere os selv og udstyr frem til en længe ventet afgang forhåbentlig inden alt for længe.
Du kan følge med i vejr, hold og optakt til løbet samt tracking efter start på www.atlanticocenrowing09.com , www.atlantic12.com eller her på siden. 

Søndag d. 13. dec. Ole Elmer fra Team Boogie Woogie var i dag vært for en meget flot middag for alle røre, påtrørende og medhjælpere hernede på Hotel Parador - byens absolut flotteste hotel. Det var en tiltrængt festlig begivenhed midt i en tid præget af ventetid og frustrationer. Vi havde alle en fantastisk hyggelig aften, med god mad, drikke og levende 6-mands orkester. Ole udgør sammen med sin makker Brian Heron, Allan og jeg selv den danske repræsentation i ocean roning anno 2009. stor tak til Ole for denne flotte og festlige aften for os alle.

Lørdag d. 12. dec. Båden auto-pilot skulle endelig tilkobles, justeres og kalibreres i dag, og den sidste tuning sker netop i skrivende stund hvor vinden aftager med solnedgangen. I morgen skulle vi altså være helt oppe at køre med alle tænkelige elektroniske fornødenheder til at klare en sikker passage og sætte den rekord vi brænder så meget efter at få i hus. Ellers er dagen gået med lidt adspredelse i form af en tur ud med en af feltets support-både. En 67fods jordomsejler der gav os muligheden for at se nærmere på vind og vand derude. Vinden nåede op omkring 20-25knots/t – ca. 12-15m/s og bølger på ca. 1,5m. Et vejrbillede vi ikke ville ro stærkt i, og derfor ikke ønsker at stifte mere end højst nødvendigt bekendtskab med.
Nærmere information om udvikling og udsigt til start følger de kommende dage.

Fredag d. 11. dec I dag blev vores racer-robåd omdannet til en robåds-Supertanker. Vi pumpede begge balasttanke op med de 240liter vand de kan indeholde og tog en rotur ud i bølgerne. Det var tydeligt at mærke den forbedrede stabilitet balasten gav, og når båden først blev trukket i gang løb den ganske fint i vandet. Den var naturligvis tungere at flytte, men det er en fantastisk mulighed at have at kunne forbedre bådens stabilitet så drastisk. Vi gik en fart helt op mod 4knob/t i let medvind med modstrøm. Så det ser godt ud mht. farten selv om søens tilstand skulle kræve at vi gør os tunge og evt. lægger os for para-anker. Et para-anker er et faldskærms lignende drivanker vi kan spænde efter båden, hvis vi kommer udi så kraftig eller høj sø at vi ikke kan ro gennem den og derfor skal forsøge at holde kurs opmod vinden og undå at båden drejer sig rundt i sidesø som den ellers vil gøre uden yderligere hjælp til at hold retning. Desuden kan det anvendes hvis vi møder modvind og skal minimere tilbagegang i vores kurs og distance. 
De seneste vejrmeldinger viser desværre ingen tegn til positiv forbedring. Uvejret ramte os i dag men kraftig vind (se billeder), skydække og regn. Cumulus skyer driver forbi os fra nordøst, men mange flere følger desværre efter med vindstyrke helt op til 40knob/t. Et vejr vi kun kan være glade for ikke at sidde på søen i.
Aftenens hold-møde gik på diskussion af vores samlede situation. VI er nu alle indlogeret i 2 lejligeheder og på båden, 4 hvert sted. Vi laver mad sammen hver aften både for at holde udgifterne nede, men også for udnytte den tid vi har sammen her.  Vi er alle presset på tid og penge, specielt nu hvor udsigterne for et brugbart vejrvindue ikke ser ud til at ske før efter Jul, i værste fald til januar. Vi har vejr-specialister fra flere verdensdele til at rådgive både os og feltet, og ingen har set hverken vindretninger, bølgeretning eller hyppighed af lavtyrk som vi oplever det her lige nu. Vejret kan ikke stabilisere sig før der dannes et højtryk over Azorerne, så sådan et ønsker vi os brændende til Jul… Ud over en kilometer og et godt hjerte.

Torsdag d. 10. dec. Sendebuddene er på vej til Tenerife efter reservedele til vores autopilot. Desværre viste det sig at delene først når frem i morgen, og de to drenge må derfor blive derovre til i morgen. Vi andre flytter lidt rundt på grej og stumper i båden for at få en mere fleksibel bedre og vægtfordeling for og agter. Vejrsituationen spidser til på Atlanten, ikke at vi mærker noget til det her på land, men de tynde skyer der varsler frontsystemer driver forbi os som bevis på at der sker forandringer derude. Vores primære problem nu, er vindstyrker og aftalen med de spanske myndigheder. Løbet har har tilladelse til at afvikles på betingelse af at ingen både går ud i vindstyrker over 20knob. Sikkerhedsmæssigt er det fuldstændigt korrekt. Vores samlede felt består imidlertid af både solo-, pairs- og fours-både plus os selv som den store out-sider. Vi er selv i stand til at nå ca. 100-160km pr. døgn, mens en solobåd vil være 4 dage om at dække samme distance, og derfor har brug for et større vejr-vindue for at nå langt nok syd på til at og gå fri at de kommende modgående systemer.
Vi har selv har grønt lys til at starte så snart vi ser et vindue på ca. 48 timer, men lige nu kræver det at vi går for langt syd på, til at det er realistisk at sætte rekord med den større distance det vil betyde. En meget, meget svær situation. Der er lige nu ingen sikkerhed for hvordan de 3 systemer faktisk udvikler sig – sådan er det jo med vejr. Vi har flere meget kompetente meterologer og passageplanlæggere til at  vurdere vejret for os, og vi samles lige nu 2 gange dagligt for at vurdere seneste udvikling i fællesskab. Mange muligheder bliver diskuteret nu – se vejret an til næste onsdag, at rejse hjem for en uge eller to, at udsætte alt til januar. Vi har ramt historiens dårligste vejrudsigter for oceanroning. Ingen blandt arrangørerne kan mindes et større antal storme på denne årstid, selv ikke i 2005, hvor sidste danske deltagere på Team Scanlines besejrede adskillige af slagsen på Atlanten.
Allan og jeg er delvist finansieret af sponsorer, men har derud over selv lånt hver en krone vi kunne for at være i stand til at deltage i projektet. Vi har begge orlov fra vores job frem til 25. Jan. Vi har derfor kun udgifter ved at rejse hjem 1-2 uger, hvor meget vi end kunne have lyst til at se andet end San Sebastian. Kommer vi ikke afsted i næste uge, vil vi ikke være i stand til at nå hjem til ophør af vores orlov, og vi står derfor overfor en kompliceret situation både ift. forpligtelser på job og økonomi.
 Vi har indgået samarbejde med Hjerteforeningen og kampagnen Elsk Hjertet. VI har doneret 5 foredrag til Elsk Hjertet, og de kan købes gennem os ved henvendelse til jeg selv eller Allan på mail eller telefon. Se under kontakt.  Honoraret går ubeskåret til kampagnens arbejde for oplysning omkring kvinders hjertesygdomme.

Læs mere på www.elskhjertet.dk Du kan også støtte ved at sponsere en oceankilometer.

Oplysninger om dette findes på forsiden eller her

Onsdag d. 9. dec. Dagen har budt på 2 gode træninsture og  endnu en fart rekord på 5,9knob/t med jeg selv (Lise) på stroken. Løbsarrangør Simon Chalk var med på sin første tur i båden, og var imponeret over bådens performance. Vi fik afprøvet hvordan det føles at sidde på ropladserne i stegende sol og knokle. Det er en blanding mellem god træning, samarbejde, fællesskab og naturoplevelse i ét. Og meget varmt. Allan og jeg flyttede på båden i morges og skal tilbringe de næste ag indtil afgang indkvarteret her. Udsigten til afgang blev lys over morgenkaffen, men forvandlet lidt nat et par timer senere. Sidste vejrmelding viser 3 systemer der bevæger sig østpå over Atlanten omkring Azorerne mod os. Denne udsigt betyder at vi men sikkerhed ikke kommer afsted inden for de næste 5-6dage. Humøret er påvirket blandt alle besætninger,men vi formåede alligevel at få en god tur på vandet i eftermiddags.
Aftensmaden stod på ”risengrød” lavet på HeatStick af 900ml kogt vand, sødmælkspulver og minutris fra Friluftsland og lidt medbragt sukker og kanel. Det blev en alternativ risengrød/risret, men det lugtede lidt af Jul, da vi strøede kanel over ;o)

Tirsdag d. 8. dec. Starten er udsat endnu en gang. Alle nødsignaler til alle både er ankommet, men nu er det vejret der er i mod os. Et system der så ud til at være pa vej mod Afrika, og dermed bragte fordelagtige sydlige vinde med sig, er vendt og er gået mod nord i stedet. Da et andet system i tillæg har bevæget sig hurtigt fra Caribien mod vest, men ikke har ramt os endnu, betyder det at vi bliver ramt af meget kraftig vesten vind = modvind i de kommende dage i stedet. En start i morgen ville derfor lige nu betyde at de hurtige både måske kunne få 1-2 ok dage, for så at blive ramt af modvind optil 25knots, og måtte lægge sig for para-anker til det er passeret. De langsommere både som solo og tunge pairs krydsere ville der imod kun nå ud mellem La Gomera og naboøen El Hierro, og risikere at blive blæst ind mod klippekysten der. Redningstjenesten er selvfølgelig i stand til at hjælpe alle fartøjer i nærheden af La Gomera, men trækkes en båd først ind, får den ikke lov at starte ud igen. Aftalen med de spanske myndigheder er også , at løbet ikke sættes i gang i hårdt vejr, uanset hvad det betyder af tidshorisont. Der er ingen udløbsdato på løbet, så der vil på intet tidspunkt blive tale om at starte i uhensigtsmæssigt vejr pga. tidspres. For vores vedkommende og ift. et rekordforsøg, er det helt uden mening at starte i alt andet end fordelagtigt vejr. Båden er bygget til at gå stærkt, og der er investeret tid og store summer i at gøre den let. At starte i vejr der på forhånd ser ud til at bremse os med stilleliggende dage på para-anker, er at kaste hele den investering overbord. Hvor meget vi end higer efter at komme afsted og væk fra La Gomera, vil det ikke få indflydelse på valget af det bedst mulige starttidspunkt. Nu er det bare om at holde hovedet koldt. 
Først tænkelige start tidspunkt ser lige nu ud til at være mandag, og i værste fald torsdag d. 17. Dec. for vores vedkommende. Det er en meget lang udsigt, og da vi bor for egen regning på om end billigt hotel her, så rækker pengene ikke så langt. Allan og jeg selv flytter derfor i morgen ned på båden og overnatter med Neil og Dave, der har prøve-sovet kahytterne de sidste 2 dage. Vi har hermed udsigt til 8 dage i båden inden vi overhovedet kommer afsted. Eventyret griber om sig. Og det gælder alle besætninger. Frustrationer, stress og irritation blandet med resignation, lettelse og skuffelse. Det er fascinerende at se hvordan de forskellige hold og roere reagerer på denne situation. Nogle tænker straks i økonomisk kompensation, mens andre appelerer til forståelse for at solobådene ikke ønsker eller bør opfordres til at starte ud i hårdt vejr. Der er altid mange sider af en sag, lige så mange som folk er forskellige.

Mandag d. 7. dec. Fridag. Eneste lille opgave var at få monteret antennen til satellit telefonen på kahytten. En livline hjem til Peter Hancke, Lopolight klarede et par enkelt spørgsmål, og Dave tog sig af det praktiske, da engelske mænd ikke bryder sig om at overlade ansvaret for værktøj til kvinder... En bil blev lejet og hen ad formiddagen var der afgang for en lille gruppe af os op mod national parken her på øen. Utrolig mange hårnålesving senere ankom vi endelig til udsigts- og udgangspunkt for vores lille spadsertur og travede afsted i rask tempo. Landskabet på øens midte og højdepunkt (ca. 1300-1400m) minder meget Nepal, og tankerne gik straks tilbage til de sidste par ture dertil. Gode minder. Englænderne blev sat gevaldigt op returen op over en bakke/bjergtop, mens Allan og jeg knapt fik sved på panden. De kan måske noget med en fodbold, og imponere på pubben men...   
Det var herligt at se andet en hotelværelset, havnen og båden, om end vi heller så os selv langt ude på Atlanten. En autoriseret reperatør til watermakeren kommer herud i morgen, flares ankommer i morgen, og reservedele til autopiloten ankommer også i morgen eller onsdag. Der er ingen vej uden om, så vi venter og samler god energi så længe.

Søndag d. 6. dec. Der er julemarked i byen, og den lille handelsgade vrimler med boder og handlende i shorts og bare arme. Ikke just en velkendt syn i den danske julehandel...
Vi var på vandet i morges og satte ny fart rekord på 5,6knob/t. Det hele tegner bedre og bdre nu, men vi må have de vigtige ting med watermaker og auotipilot på plads.

Lørdag d. 5. dec. Vi venter på reservedele til watermakeren og tripper lidt utålmodigt rundt om båden mens Woodvales reperatører skifter motor og filtere i den installerede pumpe. Vejret er gråt og lunt i dag og Allan og jeg startede dagen med en løbetur for at holde os lidt i form. Senere i dag skal hænderne og bagen formodentlig hærdes lidt mere i båden. Fik selv 6 abler efter første tur med de ny-raspede årehåndtag i går, og vågende op med dunkende hænder. Det bliver godt at få dem lidt kørt til! Nu er det tid til frokost og en svømmetur i bugten ved havnen.

Fredag d. 4. dec. Efter kun 8 timers søvn var det ud af lagenet og afsted på træningstur – bådens første træningstur med alle 12 holdmedlemmer ombord. Skippers hold (med Allan) var først ved årerne i 45min, mens vi andre på co-skipper Lee’s hold (med Lise) lå i kahytterne. Efter kort tid var alle mand roet godt ind og båden flyttede sig godt. Lidt for godt, synes vi der lå i kahytterne og blev rullet rundt i bølgerne. Peter måtte kapitulere, og bede om spanden til at afhjælpe en akut reaktion på søsyge. Peter er skuespliier, og synes efterfølgende at føre sig selv knapt så selvsikkert og glamourøst frem. Efter 45min blev der skiftet rullende på alle pladser. Lise fik stroken ved siden af Lee, og jagten blev sat ind på højest mulige hastighed. I neutral sø over en kortere distance fik vi Miss Britney løftet op og synge i 5,2knob/t, hvilket må siges at være godkendt for første tur med en fuldt lastet båd. Middelhastigheden lå omkring 3,5knob/t svarende til godt 8,5km/t. Teoretisk set vil det bringe os til Antigua på 23,8dage. Teoretisk. Mellem os og Antigua ligger et hav af vejrsystemer, søgang, menneskelige og tekniske udfordringer. Vi holder derfor hovedet koldt og målet fast på at slå rekorden i første omgang. Første passageplanlægning blev foretaget i går, og ruten tages op til diskussion i dag og de kommende dage hvor vejret kan vurderes bedre dag for dag. Der er tre mest oplagte rute valg: sydlig rute mhp. at fange trade winds, direkte væsentlig kortere rute mod Antigua og en nordligere rute med tendens til fordelagtige strømforhold. Tidligere rekorder er primært sat via den direkte rute, og det bliver formodentlig også denne rute gennem en udvalgt korridor forsøger os med. 
Tiden frem mod start går nu med optimering af vægt i båd og udstyr og og af rutiner mhp. at holde højest mulig fart og effektivitet hver time og dag i båden.  Det personlige udstyr er blevet prøvepakket, pakket om og kontrolvejet de sidste par dage. Middelvægten pr. prs. Er landet på 7kg. Se mere her

Torsdag d. 3. Dec. Tankerne står i kø nu. Hver dag rykker afgangen nærmere. En afgang, jeg for mit vedkommende har forberedt mig på i 1½år nu. En afgang der får tankerne til at gå indad og gribe dybt ind i krop, sjæl og sind. Nu handler det ikke længere om den rigtige træning, det rigtige tøj, den rigtige mad, navigationsteorier eller penge. Lige nu og her står vi ansigt til ansigt med en multidimensionel udfordring af så stort format at vi kun har vores egne færdigheder at stole på og så håbe det bedste. Derude er vi alene 12. Vi har et mål, og det betyder at vi vil gå langt for at undgå at gøre brug af anden hjælp end hinanden. Vi vil arbejde for at nå vores mål – rekorden. Vejret er vores helt store ubekendte faktor, og intet er sikkert før vi er i havn igen.
Vi er på vej ud i en tilværelse i et uvant miljø, styret af et andet element end den velkendte landjord. Som dansker er det en uvant oplevelse bare at bo og leve i et miljø med begrænset adgang til drikkevand, enerum og privatliv er ikke eksisterende, varm mad og mætte maver er afhængig af om vi har regnet rigtigt på gasforbrug, og toiletbesøg foregår fra på søndag altid under mange øjne. En ny verden, for en ukendt tid. Vi vil komme til at længes hjem, være søsyge, have ondt i måsen, få vabel på vabel i hænderne, vi vil græde og vi vil grine under bagende sol og klar stjernehimmel.
Hver især udgør vi endnu en ubekendt faktor. Ingen ved hvordan James reagerer på søvnmangel, om Anne når at få forstoppelse inden hun tager mod til at forrette hvad der forrettes skal, om Ian kan håndtere presset af at have ansvar for 11 holdmedlemmer,eller om Lise stadig er søsyg når bølgerne går højt på 3. døgn. Samarbejdet og det, at være 12 mennesker ombord på en båd, der i alt levner os hver med 1½kvm i ca. 30 dage, bliver vores helt store udfordring. Kan vi efterlade vores civiliserede vaner og væremåde på kajen,og stadig holde målet for øje og omgås hinanden med respekt i så lang tid? Det store spørgsmål.
I morgen kl. 7 er der afgang på første træningstur i båden. Der har været mange opgaver at løse i bådens indretning, kahytter, årer og hver enkelt roplads. Strømsystemet er først blevet endeligt færdigt i dag, og vi måtte flytte batterierne tilbage i bagerste kahyt, da kablerne frem til forreste kahyt frembragte for stor modstand og tog spænding fra de installerede batterier.
Vores vandfilter (watermaker) er lige nu vores primære show-stopper. Den har givet en del problemer de sidste dage, og der arbejdes stadig på at opnå en bedre filtrering, end der lige nu ser ud til at være muligt med de nuværende filtre. Saltkoncentrationen er stadig lidt for høj og vandet smager salt. Lykkes det ikke at opnå de ønskede værdier i morgen, ligger der reservedele klar til at blive fløjet ud fra England, men dette kan betyde at starten må udskydes til mandag.
Hele feltets start er i dag blevet udsat til onsdag d. 9. Dec. Det har skabt en del røre og diskussion. Årsagen er, at leverandøren af hvide nødsignaler ikke har overholdt leveringen til Woodvale, hvor igennem mange hold har bestilt deres nødsignaler. Hvide nødsignaler bruges i tilfælde af kollisionsfare med anden trafik, og det vil derfor være aldeles uansvarligt at starte et felt som dette uden disse nødsignaler. Denne situation er naturligvis til stor ærgrelse for både Woodvale, og de mange hold som har bragt familien med herud for at se starten søndag.  Vi har høj prioritet for Woodvale, og den lille mængde hvide nødsignaler man har haft til rådighed, er blevet tildelt os, så det er muigt for os at starte vores rekordforsøg den første dag vejret ser fordelagtigt ud. Dette tegner lige nu til at være enten søndag eftermiddag eller mandag morgen. Mere herom snarest.

Onsdag d. 2. dec. Tankerne går vidt omkring, og dog meget fokuseret. Kan jeg mon klare det tætte liv ombord på båden? Hvad gør jeg når stormen kommer? Kan jeg klare de varme timer i solen - og nattens mørke i den lille båd på det store hav? Vi har foreberedt os så længe nu, men er det godt nok? Vi tror på det, og alle her ser med respekt på os og båden. Nu skal vi bare afsted.

Tirsdag d. 1. dec. Julekalenderen starter i dag, og San Sebastian er klædt i julelys og julestjerner - og 25gr solskin... Helt forkert for en nordboer!
Båden er ved at blive pimpet til det store ræs. Vi går og feder os selv op på cola, spaghetti Carbonara og alt andet tænkeligt der indeholder sukker, fedt og protein i rigelige meangder. High5 fra EnergySport er det sunde alternativ vi er forsynet med til mellemmåltider og kost supplement for at få lidt depoter til den lange tur. Alt er ved at tage form og hver dag bliver endnu en opgave gjort færdig på båden. Vejret tegner godt til weekenden og der er lige nu udsigt til en hurtig start. Det kan sagtens nå at ændre sig, og vores planer vil i såfald følge med vejret. Rekorder sættes bedst med vejret på dit eget hold.

Lørdag d. 28. nov. Endnu en varm dag i solen. Jeg fik malet årerne færdige. Dave havde først tænkt sig at male dem i sine klub farver – bordeaux og pink, men den fik vi heldigvis afværget med saglig diskussion om den absolutte nødvendighed i at overholde bådens dress-code med rødt, hvidt eller blåt. Rødt og hvidt er nu så pænt. Sidst på dagen blev båden liftet op på kranen for at få kølen monteret. Det var ikke uden problemer, da kranens arme og bælter kun nåede knapt til midten af båden. Vi måtte derfor laste hvad vi kunne finde af tunge ting ind i bådens agter ende. Gamle bilbatterier, dunke med vand, cement klodser og til sidst mig (Lise). Roret skulle monteres ved samme lejlighed og hele den tunge last var lagt over hullet til roret indvendig i kahytten… Godt med lidt vægttræning. Kølen blev skubbet op nede fra, og bådebyggeren James fra Woodvale kravlede op for at få monteret kølen med bolte under dækket. Nu var vi altså to i båden der hang et par meter over jorden. Jeg skulle venligst blive på som vægt, så James kunne arbejde midt i båden. Kølen blev klaret, og båden liftet længere op for at komme i vandet. Det var ikke udelukkende en behagelig fornemmelse at være den levende, bevidste last i den transport, og jeg skal ikke kunne sige om det var James eller jeg selv der afgav flest piv. Båden begyndte at tippe lidt, og vi fik straks besked på at kravle HELT ud i enden afbåden. Så der lå vi, to mennesker krøllet sammen mellem batterier, cement blokke og 10liters dunke, mens vi kunne se horisonten vippe ud gennem den åbne luge og mærke båden gynge i kranen 3m over jorden. Arrgh! Klar til torpedo affyring, gid vi rammer vand og ikke land… Og kort efter blev vi sænket trygt og godt ned på vandet. Pyha… Endnu en dag fuld af oplevelser.

Torsdag d. 26. nov. Første badetur efter et par effektive dage med arbejde på båden. Havnen og byen San Sebastian emmer af liv og eventyr med de mange både linet op på land ved havnen og fremmede folk i byens små gader. Alle både finkæmmes af løbsarrangøren Woodvale inden de godkendes til start, og spændingen er høj hos de hold der på skift skal godkendes for derefter at få lov at blive sat i vandet. Klarer vi den mon? Hvad med den nye detalje vi ændrede? Der bliver arbejdet intenst på bådene for at opfylde alle krav og få de sidste detaljer på plads. Kun 3 både er sat i vandet nu, mens de øvrige 35 stadig klargøres på land. Vi arbejder selv med alt fra at pakke sikkerhedsudstyr til at male årer, polstre kahytter og gennemgå medbragt udstyr som medicin og vandvarmere til maden. En spændende og meget tidskrævende proces ikke mindst at holde12 meget forskellige mennesker beskæftiget efter dagens plan, og ikke udelukkende de mange nye idéer, arbejdet frembringer hver dag hos hver enkelt af os.

Tirsdag d. 24. nov. Endelig ankommet til La Gomera via Gatwick og Tenerife. Et forsinket første fly betød trods ihærdigt forhindringsløb mellem terminal South og North med 30kg bagage - en misset check in i Gatwick, en ny billet og en nat i lufthavnen. Sol, varme og en flok holdkammerater bød os velkommen på havnen, og straks gik arbejdet i gang med at pakke mad og udstyr til turen.